Af Ole Jeppesen
Det banker let på døren i det lyse modtagerum i Odense Kommunes Sundheds- og Forebyggelsesafdeling. Sundhedsfaglig medarbejder Emilie Gellert Andersen rejser sig og åbner døren for en storsmilende Signe Vium, 14 år fra Odense, efterfulgt af sin mor, Karina Vium.
Efter hjertelige hilsner sætter de tre sig ned omkring et bord og indleder en hyggelig samtale. Signe var for bare et år siden et helt andet sted i sit pigeliv end nu. Dengang var hun tit ked af det, ked af sig selv – og krøb som oftest lydløst langs væggene, som hendes mor beskriver det. En dag tog Signes lærere heldigvis affære.
– De kunne jo se, at der var noget galt. Jeg var trist, fulgte aldrig med i timerne og havde også taget lidt for meget på. Så mine lærere kontaktede en dag sundhedsplejersken på skolen, som derefter tog en snak med mig, husker Signe.
Opholdet på Julemærkehjem blev et vendepunkt
På baggrund af denne samtale blev Signe snart efter henvist til kommunens kostvejlederteam. Og her kommer Emilie Gellert Andersen igen ind i billedet. Hun er blandt andet ansat at køre vejledningsforløb og koordinere samarbejdet med det tilknyttede Julemærkehjem i Skælskør. Efter en dialog mellem Emilie, Signe og hendes familie blev beslutningen om søge om ophold på Julemærkehjem truffet.
Det har ingen af dem fortrudt.
Opholdet på Julemærkehjemmet i Skælskør blev nemlig en milepæl for Signe og resten af familien. Kostplaner blev omlagt, motionsvaner etableret, venskaber knyttet. Facit: En ny, sund og glad Signe. Alt sammen opnået på kun 10 uger.
– Det var så fedt alt sammen, men jeg havde det også sådan fra starten, at nu skulle der bare ske noget. Nu skulle jeg have det godt igen. Hjemveen forsvandt efter et par dage, fordi jeg fik så mange nye venner, som jeg kunne snakke med. Derefter gik det bare super stærkt, og jeg var topmotiveret hele vejen igennem. Det er jeg faktisk stadig, lyder det med overbevisning fra Signe, om hvem det er svært at tro, at hun har været helt nede at skrabe selvværdets bund.
Den 14-årige holder efter opholdet den sunde linje og passer sin idræt – for at sige det mildt. Hun danser, spiller håndbold flere gange om ugen og går i motionscenter. Med skiftende intervaller mødes hun med Emilie fra Odense Kommune og bliver målt og vejet og får en snak om trivsel og gode vaner. Derudover har hun et fritidsjob og skolen, selvfølgelig.
Signes mor kan ikke få armene ned
Signes mor, Karina, er jublende glad:
– Signe holdt oplæg foran 80 børn og voksne til en informationsaften, som Julemærkehjemmet arrangerede på Fyn. Det føltes vanvittigt godt. Det var utænkeligt for et år siden, siger Karina med blanke øjne – og fortsætter.
– Vi har følt os båret på hænder og fødder inden, under og efter opholdet. Alle har taget sig godt af os – ikke mindst Emilie og de andre fra kommunen, siger hun og fremhæver også kommunens fritidsvejleder, som tog kontakt til familien, inden Signe vendte hjem fra Julemærkehjemmet:
– Signe sagde, at hun gerne vil danse – og så oplistede han mulighederne. Ren luksus. Hun og de andre, der modtager fritidsvejledning, bliver nogle gange endda både hentet og bragt til deres aktiviteter – og der er opstået en form for holdånd og fællesskab. Det er bare skønt, opsummerer Karina.
Julemærkefonden satser stort på øget samarbejde til gavn for børnene
Som Signes historie viser, så øges effekten af et ophold på Julemærkehjem, jo bedre og mere samarbejdet, der er mellem Julemærkehjemmet, familien, kommunen og barnet – både før, under og efter opholdet. Derfor har Julemærkefonden også investeret stort i at ansætte såkaldte opfølgningskoordinatorer på de enkelte hjem, der har ansvaret for at bygge bro mellem barnets ophold og hverdagen, familien og kommunen derhjemme.
Opfølgningskoordinator Julie Hougaard Christensen fra Julemærkehjemmet Skælskør melder, at det over en bred kam går fremad med at styrke disse samarbejder. Og her er relation til familien hjemkommune et vigtigt nyt indsatsområde:
– Det går generelt rigtig godt med at få lavet samarbejdsaftaler, der matcher de enkelte kommuner og præcis det setup, de har der. Pengene er jo ikke lige store alle steder, men jeg mærker overalt en stor velvillighed omkring at gøre det ypperste for børnene, når de kommer tilbage fra Julemærkehjemmet, siger Julie.
Opfølgningskoordinator Julie Hougaard Christensen fra Julemærkehjemmet Skælskør sammen med børn fra hjemmet.Det gode eksempel
Odense Kommune er en af duksene i klassen. Kommunen bliver ikke fremhævet for at pege fingre ad andre – men udelukkende som kilde til inspiration, forsikrer opfølgningskoordinatoren:
– Odense er en af vores største samarbejdspartnere og lykkeligvis også en rigtig god samarbejdspartner. Det gode er først og fremmest, at der er overskuelighed. Det er de samme personer i kommunen, vi kommunikerer med hver gang. Alle kender hinandens kompetencer og historik, hvilket letter arbejdsgangen, forklarer Julie.
Overskueligheden gavner også familierne direkte:
Kommunen skriver tidligt i forløbet og lykønsker med opholdet på Julemærkehjemmet, og allerede her bliver der sat navn på familiens kontaktperson. Det skaber grobund for et tillidsfuldt samarbejde. I Odenses tilfælde kan dette samarbejde endda fortsætte så længe, det giver mening for familien. Det er naturligvis også en fordel,” pointerer opfølgningskoordinatoren.
Vil gerne forstærke netværksdelen
Julemærkehjemmene faciliterer et årligt netværksmøde for kommunerne, hvor der er oplæg og udveksling af erfaringer kommunerne imellem. Sigtet er at formidle viden, men også at styrke samarbejdet kommunerne imellem.
– Målet er en ensrettet, god opfølgningsindsats i hele landet. Det opnår vi ved at trække på samme hammel og lære af hinanden. Et ophold på Julemærkehjem er ofte begyndelsen til løsning af problemerne, og et efterfølgende årelangt arbejde står familien selv for derhjemme. Det kræver ofte støtte fra kommunen, hvis det skal lykkes til fulde, påpeger Julie.
Hun opfordrer derfor kommunerne til at ’fortsætte snakken hjemme’ og løbende hjælpes ad.
– Det er godt givet ud, for i den anden ende kommer der jo glade børn ud, som en dag bliver til velfungerende borgere, som igen kan og vil spille en aktiv rolle i lokalsamfundet.