delebil

Hvorfor delebiler? Hvorfor skal vi dele biler i byer og på landet? Det har jeg som minimum fem gode svar på…
Gl. Ryes to delebiler foran Dagli'Brugsen.

EN DELEBIL GIVER MENING

Siden 2016 har jeg beskæftiget mig med delebiler, nærmere bestemt i landsbyen Gl. Rye, hvor jeg bor sammen med min familie. Men hvorfor lige delebil og delebilsordninger?

Medlem af delebilen i Gl. Rye ved elbilen

Hvorfor er en delebil en god idé?

Økonomi

En delebil reducerer behovet for at eje en egen bil (nummer to), hvilket kan spare folk for omkostningerne ved køb, vedligeholdelse og forsikring af en bil.

Miljømæssig bæredygtighed

En delebil kan reducere antallet af biler på vejen, hvilket mindsker luftforurening og bidrager til lavere CO2-udledning. Er der tale om elbiler, bliver bæredygtigheden endnu mere markant.

Pladsbesparelse

I bymæssig bebyggelse kan en delebil reducere behovet for garager og parkeringspladser og derved frigive plads til andre formål som legepladser eller grønne områder (klimasikring).

Fleksibilitet

En delebil giver beboere i landlige områder adgang til transport, selvom de ikke ejer en bil – eller ikke hele tiden har adgang til en, hvilket er praktisk for dem, der har brug for en bil fra tid til anden.

Fællesskab

En delebil kan fremme social kontakt og fællesskabsfølelse, da medlemmerne kommunikerer og deler ressourcer og ansvar.

Kontakt mig gerne for yderligere info/bistand om delebiler, eller hvis jeg skal komme ud og holde et oplæg: mail@olejeppesen.dk

CASE: Byens Egen Bil – Gl. Rye

I marts 2018 blev delebilen “Byens Egen Bil Gl. Rye” efter halvandet års forberedelse en realitet.

Jeg tog initiativet og har siden administreret og videreudviklet ordningen i samarbejde med Gl. Rye Brugsforening og en flok venlige sponsorer og samarbejdspartnere.

Byens Egen Bil, delebil i Gl. Rye

Brugsen Gl. Rye har masser af gode sager på hylderne – og altså også to delebiler. For vist nok første gang nogensinde findes der således en brugsforening, som tilbyder sine medlemmer at være med i en delebilsordning.

BAGGRUND: Den kollektive trafik til og fra Gl. Rye er ikke voldsomt udviklet nu om dage – og bliver det formentlig aldrig igen. Mange familier har et transportbehov, der overstiger en enkelt bil – men som måske ikke helt rækker til anskaffelse af bil nr. to. Løsning: Delebil.

PROJEKTET: Jeg fandt to hovedsamarbejdspartnere, Sydbyens Auto (leasing af bil) og Dagli’Brugsen Gl. Rye (administrativt ankerpunkt og adgang til støttemuligheder via Coops Innovationspulje) – samt seks sponsorer (fire lokale og to eksterne). Pt. er der 15 medlemshusstande med i alt 20 “chauffører”.

Se mere: www.ByensEgenBil.dk

STATUS: Dannelsesrejsen forløber godt!

Vi har siden udvidet med delebil nummer to – en elektrisk Skoda Citigo. Elbilen er den foreløbige prik over i’et i delebilsordningen og fuldender tillige mit sideprojekt, “ladestandere til elbiler”, som består af en 11 KW vekselstrømlader og en 50 KW jævnstrømslader på Dagli’Brugsens parkeringsplads. Dette anlæg blev sat i drift i januar 2020 og er støttet af Coop’s Aktivitetspulje og Skanderborg Kommunes Landdistriktspulje.

Elektrisk delebil, Gl. Rye

Medieomtale

Vidensdeling og webinarer

Kontakt

Kontakt mig gerne for yderligere info/bistand, eller hvis jeg skal komme ud og holde et oplæg om delebil: mail@olejeppesen.dk.