Takket være 18+ findes der nu et hjælpemiddel, som tillader de unge flygtninge at have fremtidsdrømme midt i en kaotisk virkelighed. Sådan beskriver 25-årige Sofie Tinggaard, frivillig i URK Aarhus, outputtet af det projekt, som hun har været fast tilknyttet siden starten af 2017.
I en lejlighed på 5. sal i Aarhus-bydelen Trøjborg tager Sofie imod med varm kaffe og sprøde småkager. Hun er vant til at facilitere møder af enhver art. Hun har nemlig haft en finger med i spillet i samtlige elementer i afviklingen af 18+ i Aarhus siden hvervningen af de første flygtninge.
”Det har været vildt spændende at være med. Jeg har lært at være tålmodig og tro på, at løsningerne nok skal vise sig. Samtidig har jeg mødt nogle dejlige unge flygtninge med en stor appetit på at få et godt liv her i landet,” siger hun indledningsvis.
Første led i processen med at inddrage de unge var et workshop-forløb, som skulle identificere og foreslå løsninger på de problematikker, som de unge går og bokser med i det daglige.
”Vi snakkede rigtig meget om det med at møde andre unge danskere. Hvor finder man dem, og hvordan kommer man i kontakt med dem? Et andet emne var studiejob-vejledning. Hvordan får man hjælp? Hvordan søger man et job i Danmark? Men den helt store problematik var overskuelighed. Hvordan får man et overblik over alle de muligheder og aktiviteter, der er for unge flygtninge?” opsummerer Sofie.
Problemer er til for at blive løst
På workshoppen – og senere på dialogmødet med deltagelse af forskellige af områdets aarhusianske aktører – blev de mulige løsninger ridset op. Der var med andre ord hurtigt payoff af arbejdet, beretter den frivillige tovholder:
”Med hensyn til den manglende gennemsigtighed eller overskuelighed drøftede vi, om aktørerne måske burde mødes fast og netværke og orientere hinanden om igangværende aktiviteter. På den måde undgår vi overlap og unødvendig kamp om de unges deltagelse. Under emnet ’Studiejob-vejledning’ var forslaget ligeledes netværksaktiviteter for både flygtninge og ledige danskere studerende. Omkring ’mødet med danske unge’ var den positive opdagelse, at der allerede findes mange gode tiltag og tilbud, som kan afhjælpe dette problem – f.eks. sportsklubberne, URK’s FlygtningeMentor eller DFUNK’s mandagsspisning,” konstaterer Sofie energisk.
Men ovenover alting hviler den generelle problematik, som rummer årsagen til alle de unges endeløse grublerier og bekymringer – nemlig overgangen fra 17 til 18 år, fra barn til voksen. Også hér var der dog hjælp at hente ved dialogmødet.
”Pludselig sad Jacob fra Lærdansk og sagde, at man da bare kunne komme op til dem en gang om ugen og få hjælp til lidt af hvert – hvordan man opretter et Nem-Id, hvordan netbank fungerer og alt muligt andet. Det var vildt fedt, for det er jo netop den slags lavpraktisk hjælp, der er brug for,” kommer det med ægte begejstring fra Sofie.
Hvor meget kunne vi egentlig selv?
Her rammer vi en af hjørnestenene i hele projektet. At de unge i større eller mindre grad står på egne ben og skal agere voksne på egne vegne og måske også på forældrenes, hvis de også er kommet til landet:
”Fortællingen om at blive 18 år fylder helt vildt meget i de unges bevidsthed. Så skal man pludselig bo i egen lejlighed. Så skal man betale husleje. Hvordan gør man det? Da vi som danske unge selv befandt os midt i disse overvejelser, stod vi efter al sandsynlighed ikke alene med dem. Vi kunne spørge om hjælp. Disse unge skal lære det hele selv, og oven i købet skal de måske støtte deres forældre og lære dem alt det nye. Der skal vi som aktører på området gå ind og aflaste dem,” siger Sofie.
Hun er glad for den tone og atmosfære, der prægede dialogmødet:
”Vi fik skabt en respektfuld dialog om de unges problematikker, og der blev samtidig fra organisationernes side taget ansvar for at arbejde på at finde konkrete løsninger,” uddyber Sofie.
De unge var også positive omkring 18+ og udtrykte tilfredshed med både workshops og dialogmøde:
”De følte, at de havde fået et talerør, som ikke var der før. Det var der en vildt god energi omkring. Til at starte med var nogle af de unge lidt tilbageholdende omkring at skulle præsentere problemstillingerne ved dialogmødet, fordi de tidligere har oplevet, at der ikke bliver hørt efter, når de siger noget. Men da jeg forklarede, at aktørerne netop var kommet for at høre deres beretninger, blev der tændt en gnist, og det var rigtig fedt at være vidne til,” forklarer Sofie.
Blot begyndelsen til noget endnu større
De unge flygtninge, der har deltaget i 18+ i Aarhus, har måned for måned taget mere og mere ejerskab over projektet, føler Sofie. Nogle af dem har tilmed udtrykt ønske om at bringe projektet videre – og hjælpe andre unge flygtninge. Men vigtigst af alt er det ifølge Sofie, at de unge selv har været med til at skabe opmærksomhed omkring deres udfordringer.
”Forhåbentlig bliver resultatet, at gruppen for eftertiden vil modtage mere og bedre støtte. Vi er super gode til at tage hånd om børnene og i nogen grad også gode til at hjælpe de voksne. Men de 17 til 25-årige bliver kastet ud i, hvad de føler er en kæmpe omvæltning – i netop disse år af deres liv. Og på nogle områder bliver de overset og får ikke den opbakning, de har brug for,” mener Sofie.
Her går 18+ netop ind og gør omvæltningerne mere overkommelige.
”Overgangen til voksenlivet vil blive svær uanset hvad, men vi kan give de unge et talerør og vise dem, at det er ok at snakke om, hvor svært det er. Det skal ikke være et tabu. Ved at vi er åbne omkring problemerne og forsøger at løse dem sammen, kan de unge få en lettere hverdag og fokusere mere på, hvad de gerne vil med hensyn til uddannelse, arbejde med videre,” siger Sofie – og tilføjer:
”I den sidste ende tror jeg, at de vil klare sig bedre i samfundet, hvis de får lov til at fokusere mere på deres drømme…”