EN DELEBIL GIVER MENING
Siden 2016 har jeg beskæftiget mig med delebiler, nærmere bestemt i landsbyen Gl. Rye, hvor jeg bor sammen med min familie. Men hvorfor lige delebil og delebilsordninger?

Hvorfor er en delebil en god idé?
Økonomi
En delebil reducerer behovet for at eje en egen bil (nummer to), hvilket kan spare folk for omkostningerne ved køb, vedligeholdelse og forsikring af en bil.
Miljømæssig bæredygtighed
En delebil kan reducere antallet af biler på vejen, hvilket mindsker luftforurening og bidrager til lavere CO2-udledning. Er der tale om elbiler, bliver bæredygtigheden endnu mere markant.
Pladsbesparelse
I bymæssig bebyggelse kan en delebil reducere behovet for garager og parkeringspladser og derved frigive plads til andre formål som legepladser eller grønne områder (klimasikring).
Fleksibilitet
En delebil giver beboere i landlige områder adgang til transport, selvom de ikke ejer en bil – eller ikke hele tiden har adgang til en, hvilket er praktisk for dem, der har brug for en bil fra tid til anden.
Fællesskab
En delebil kan fremme social kontakt og fællesskabsfølelse, da medlemmerne kommunikerer og deler ressourcer og ansvar.
Kontakt mig gerne for yderligere info/bistand om delebiler, eller hvis jeg skal komme ud og holde et oplæg: mail@olejeppesen.dk
CASE: Byens Egen Bil – Gl. Rye
I marts 2018 blev delebilen “Byens Egen Bil Gl. Rye” efter halvandet års forberedelse en realitet.
Jeg tog initiativet og har siden administreret og videreudviklet ordningen i samarbejde med Gl. Rye Brugsforening og en flok venlige sponsorer og samarbejdspartnere.


Brugsen Gl. Rye har masser af gode sager på hylderne – og altså også to delebiler. For vist nok første gang nogensinde findes der således en brugsforening, som tilbyder sine medlemmer at være med i en delebilsordning.
BAGGRUND: Den kollektive trafik til og fra Gl. Rye er ikke voldsomt udviklet nu om dage – og bliver det formentlig aldrig igen. Mange familier har et transportbehov, der overstiger en enkelt bil – men som måske ikke helt rækker til anskaffelse af bil nr. to. Løsning: Delebil.
PROJEKTET: Jeg fandt to hovedsamarbejdspartnere, Sydbyens Auto (leasing af bil) og Dagli’Brugsen Gl. Rye (administrativt ankerpunkt og adgang til støttemuligheder via Coops Innovationspulje) – samt seks sponsorer (fire lokale og to eksterne). Pt. er der 15 medlemshusstande med i alt 20 “chauffører”.
Se mere: www.ByensEgenBil.dk
STATUS: Dannelsesrejsen forløber godt!
Vi har siden udvidet med delebil nummer to – en elektrisk Skoda Citigo. Elbilen er den foreløbige prik over i’et i delebilsordningen og fuldender tillige mit sideprojekt, “ladestandere til elbiler”, som består af en 11 KW vekselstrømlader og en 50 KW jævnstrømslader på Dagli’Brugsens parkeringsplads. Dette anlæg blev sat i drift i januar 2020 og er støttet af Coop’s Aktivitetspulje og Skanderborg Kommunes Landdistriktspulje.

Medieomtale
- TV2 Nyhederne: Læs artikel, og se indslag (18/4 ’24)
- Brædstrup Avis: “Dele-elbil er dukket op i landsby” (4/12 ’20)
- Midtjyllands Avis: “Gl. Rye – Nu med lynhurtig lader til elbiler” (7/1 ’20)
- DR Nyheder: “Her halter den kollektive transport. Beboere og brugsen svarer igen med delebilsordning” (19/3 ’18)
- Samvirke: “Sådan kommer du i gang med delebilen” (1/8 ’18)
- Århus Stiftstidende: “Ny delebilordning på hjul i Gl. Rye” (13/3 ’18)
Vidensdeling og webinarer
- Landskaberne: “Delebiler i Gl. Rye” (okt. ’24)
- Landdistrikternes Fællesråd og Region Midtjylland, webinar: “Alternative mobilitetsformer i landdistrikterne” (sep. ’23)
- Region Hovedstaden / Elbilviden.dk: “Delebilsordning gør det attraktivt at bo i lille landsby” (Okt. ’23)
Kontakt
Kontakt mig gerne for yderligere info/bistand, eller hvis jeg skal komme ud og holde et oplæg om delebil: mail@olejeppesen.dk.